Astrid Gøssel (1891–1975) var uddannet pianist og musikpædagog og arbejdede gennem mange år som bevægelsespædagog. Hun udviklede gennem sit arbejde med børns sanse-motoriske og rytmisk-musikalske udvikling en pædagogisk metode, hun kaldte “den ledede og motiverede bevægelsesleg”.
Gøssels tilgang var baseret på et helhedssyn, hvor der var en tæt sammenhæng mellem læring, forståelse og kreativ udfoldelse, samt mellem barnets motoriske, rytmiske og musikalske udvikling.
Studier af små børns spontane leg var et væsentligt udgangspunkt for Gøssels arbejde. Hun understregede legens betydning for det lille barns fysiske og psykiske udvikling og fremhævede, at begrænsede legemuligheder begrænser udviklingen.
Under sin tid som underviser mødte Astrid Gøssel komponisten Bernhard Christensen. Begge var fascinerede af jazzmusikkens rytmiske udtryk og improvisation, hvilket førte til et samarbejde, der fik stor indflydelse på fremtidens musikpædagogik. De underviste begge på flere pædagogseminarier og satte deres præg på pædagogikken i vuggestuer, børnehaver og især “lilleskoler”.
Gøssel blev også inspireret af bevægelsesformer fra andre kulturer, som ofte var mere udviklede og hensigtsmæssige end dem i vores egen kultur. Dette dannede grundlag for hendes syn på opvækstmiljøets betydning for udviklingen af menneskets bevægelsesmønstre.
I arbejdet med voksne elever, hvor bevægelserne ofte er præget af indøvede (u)vaner, fokuserede Gøssel på øvelser, der fremmer hensigtsmæssige hverdagsbevægelser. Herfra kunne der eksperimenteres og improviseres, både med og uden musik. Målet var at skabe gode bevægevaner og en forståelse for bevægelsens betydning for holdning og livsglæde.
Gøsselskolen er et resultat af de ideer og den praksis, som Astrid Gøssels og Bernhard Christensens elever har videreført fra deres læremestre. Disse ideer og praksisser er uden tvivl blevet formet af elevernes personlige fortolkninger af det oprindelige grundlag.
For Astrid Gøssel var det essentielt at “tage udgangspunkt i barnet, der hvor det er”. Dette betyder, at bevægelseslegen altid skal være lystbetonet og tage udgangspunkt i barnets spontane og autentiske bevægelsesmønstre. Barnets bevægelsesmønstre indeholder forskellige rytmer og tempi, og den voksne kan understøtte denne udvikling ved f.eks. at bruge trommerytmer.
Arbejdsmetoden inkluderer rammesange og
rammelege, som er en form for sange og sanglege, der kan anvendes frit og improviserende, så børnene kan være aktivt medskabende. Dette giver mulighed for at eksperimentere med tekst og melodi, hvilket inspirerer til bevægelse og kreativitet.
Gennem bevægelseslegen støttes barnet i sin udvikling. Udover den sanse-motoriske og rytmisk-musikalske udvikling styrkes barnets personlighed gennem fantasi og kreativitet. Det sociale samspil lærer barnet at lytte, iagttage og samarbejde, og gennem bevægelseslegen opdager barnet nye muligheder og ressourcer i sig selv. Dette bidrager til at styrke barnets selvtillid og selvværd.
Lotte Kærså arbejdede i over 50 år med børn inden for musik, bevægelse og rytmik. Hun var uddannet småbørnspædagog, musik- og bevægelsespædagog, komponist og forfatter af en række børnesange. Med en klassisk musikbaggrund og uddannelse fra Astrid Gøssel og Bernhard Christensen, underviste hun i børneinstitutioner, skoler, seminarier og i mange år på Danmarks Lærerhøjskole. I mange år underviste hun på årskurset “Leg, Musik og Bevægelse” på Rytmisk Musikkonservatorium. Hun medvirkede også i radio- og TV-produktioner for børn, lavede film og skrev bøger og artikler om emnet. Sammen med Dorte Laumann udgav hun i 2006 DVD’en “Leg, Musik og Bevægelse”, et undervisningsmateriale om børns musik- og bevægelsesleg i førskole og de første skoleår.
I 1979 dannede Lotte Kærså gruppen “Lotte Kærså og Græsrødderne” sammen med sine sønner, Morten, Rasmus og Mads Kærså, samt Klaus Mentzer, Jakob Andersen og skiftende børnekor. Morten Kærså fungerede som kapelmester og arrangerede musik og sange i samarbejde med Lotte.
Sangene og legene blev designet til at kunne nydes af både børn og forældre og henvender sig til vuggestue-, børnehave- og små skolebørn. “Killi Milli Maxi”, som primært er rettet mod de første skoleår, kan også anvendes i børnehaven. Sangene hjælper børnene med at udforske forskellige aspekter af verden. For eksempel er “Her bor jeg”, “Drillesang” og “Go’morgenrock” fortællinger fra hverdagen, som børnene kan relatere til. Sange som “Stop, stop et stoppested”, “Ude på det store hav”, “Se det lille tog”, “Kikkerten” og “Vi har et cirkus” inviterer til leg og videre digtning. De stille ballader som “Lille sorte kat”, “Inde i mit Hemli’hus”, “Byen sover” og “Sidste Stop” er beregnet til rolig lytning.
Formålet med sangene og musikken var at udfordre børnenes eget initiativ. De skulle bruge deres krop og sanser, deres fantasi og følelser i den rytmisk-musikalske leg.
Sprog, begreber og motoriske færdigheder udvikles, når glade børn sammen med andre børn og voksne lytter, synger, spiller, danser, digter og agerer, når de ruller, kryber, kravler og slår kolbøtter. Leg og læring går hånd i hånd.